Kender du Guds gave til dig?
Jeg læste langsomt. Tænkte over ordene. Stoppede op:
“Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedte ham, og han ville have givet dig levende vand” (Joh 4,10).
Wau: Guds gave! Kender jeg Guds gave? Kender du Guds gave? Og – Jesus lægger op til, at vi kan bede om Guds gave. Han vil gerne give os mere, end vi har!
Så jeg måtte søge efter flere vers med ‘Guds gave’. Kende den bedre…
“Alle gode og fuldkomne gaver kommer ned fra oven, fra lysenes fader, hos hvem der ikke findes forandring eller skiftende skygge” (Jak 1,17). Gud vil altid give gode gaver – og jeg har helt sikkert modtaget mange flere gaver, end jeg har sagt tak for…
“For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds” (Ef 2,8). Ok, Gud, den gave vil jeg gerne have mere af i dag! Alt det mit kristenliv består af – jeg vil tage imod din gave, jeg vil åbne den, jeg vil fryde mig over den!
“Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave“ (ApG 2,38). Helligånden i mit liv Gud, en gave fra dig! Tak!
“For syndens løn er død, men Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6,23). Tak, kære Gud, sikke et perspektiv at leve i! Det evige liv er mit – fordi du giver mig det i gave!
Læs dem igen… langsomt… Lad Helligånden åbne Guds gave op for dit sind… Hvil i at du ikke skal arbejde på at være god nok, gøre nok… Du skal pakke gaver op! Tage imod! Bede om dem! Og Gud har lovet, at han vil give dig dem!


