Bøn er som at åbne sit hjerte for en ven

Ja, Jesus siger til sine disciple: “Jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer” (Joh 15,15). Abraham “blev kaldt Guds ven” (Jak 2,23). “Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet” (2 Mos 33,11) – det er sådan, som venner taler med hinanden. Og Enok “vandrede med Gud” (1 Mos 5,24) – de to gik sammen, ligesom venner gør.

Så når du beder, så kan du tale med Jesus, ligesom du ville tale med en ven.

Jeg gjorde lige det i morges. Jeg tænkte over, hvordan jeg havde det, og hvad jeg skulle den dag. Så tænkte jeg: Hvordan ville du sige det til en ven? Og med det afsæt bad jeg til Jesus.

Det var et afsæt for nærhed. Jeg var virkelig ‘mig’ og i kontakt med det, som betød noget for mig. En virkelig bøn fra mit hjerte. (Ikke en form-bøn eller rutine-bøn).

Ja, du kan fortælle Jesus alt, hvad du har på hjerte. Intet er for småt – og intet er faktisk for stort heller. Intet er for langt – han har altid god tid. Intet keder ham – han interesserer sig for alt, hvad der betyder glæde eller sorg i dit liv. Han bliver aldrig træt af at høre det samme flere gange. Og vigtigst af alt: Han elsker dig uendelig højt!

Tal til din ven. Vær den du virkelig er. Del dit liv med ham. Tal fra dit hjerte – det er det, som gør forskellen!

Ja, skulle vi ikke gøre det hver dag?