Når lyset bliver for meget

Jeg har ofte skrevet stykker om, hvor skønt lyset er: Det lyser det usikre mørke op, fredens lys i en mørk verden, kærlighedens lys i mørkets ondskab og lignende. Det er jo et lys, som jeg ikke synes, man kan have lyst til at fravælge.

Men – der er også et andet aspekt ved lyset, hvor lyset fravælges.

Johannes beskriver det lige fra start: “Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham” (Joh 1,9-11).

Lyset blev afvist. Hvorfor?

Johannes skriver: “Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommet ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres” (Joh 3,19-20).

Og sådan møder vi også til tider lyset. Lyset bliver for meget for os. Vi kan ikke bære, at Gud arbejder med os, for at vise os hvordan vores virkelighed egentlig er. Syndens virkelighed. Det ondes virkeligheden. Figenblade vi holder om os for at hænge sammen. Afhængigheder vi ikke vil af med, fordi det lindrer.

Også når vi tager imod Jesus som verdens lys, så arbejder han med hver eneste af os i processer, der ikke bare er behagelige, og han viser os ting, der ikke bare er pæne eller rare.

Lysets sandhed kan røre noget i os, der gør ondt. Men det er også sandheden, der gør os frie! “I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” (Joh 8,32).

Heldigvis er sandhedens lys Gud og menneske i ét, ham som elsker os så meget, og “hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (vers 36), når han “er verdens lys” i vores liv – så kan vi ‘bære’ at møde sandheden om alt, at se virkeligheden som han ser den – også selvom det kan gøre ondt.

Gud, vi giver dig lov til at være lys i vores liv! Ja, så der slet ikke er nogle mørke hjørner mere.