Troen slipper fortiden og fremtiden
Strukturen på Første Mosebog siger også noget om indholdet.
En kernestruktur knytter sig til et hebraisk udtryk ‘elleh toledot’, som betyder ‘dette er generationerne’ eller ‘dette er slægten/slægtshistorien’. Udtrykket står 11 gange i bogen. Den første knytter sig til skabelsen (2,4) – og oversættes med ‘skabelseshistorien’. Af de andre 10 gange er henholdsvis 5 før historien om Abraham (5,1; 6,9; 10,1; 11,10; 11,27) og de 5 efter historien om Abraham (25,12; 25,19; 36,1; 36,9; 37,2).
Slægtshistorierne fortæller noget om, hvor man kommer fra, og hvor man går hen.
Men i 1 Mos 12,1 siger Gud til Abram: “Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig.” Abraham blev altså bedt om at slippe sin fortid.
Og i 1 Mos 22,2, siger Gud til Abraham: “Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.” Abraham bliver altså bedt om at slippe sin fremtid.
Sådan er det med troen.
Troen slipper fortiden – Gud vil bruge dig og gøre ting i dit liv, uanset hvad der ligger i din fortid.
Troen slipper fremtiden – du skal ikke bekymre dig om din fremtid, for du kan 100 % stole på, at Gud holder, hvad han lover; og at han tager sig af dig og leder dig.
Jeg synes, det er så smukt, at hele bogens struktur fortæller den historie! Det er virkelig historien om, at Gud vil give dig et nyt liv med ham – hvor han er den, der leder dig.


