At være sammen med ham

Det forunderlige levende vand fra Jesus til dig

Det skete igen. Jesus rørte, som bare ingen anden nogen sinde har rørt.

Der var fest. Løvhyttefest, og stemningen var høj.

Der skete alt det, der plejede at ske ved den begivenhed.

Og – så skete der noget andet: “Først midt under festen gik Jesus op på tempelpladsen og begyndte at undervise” (Joh 7,14), og “på festens sidste og største dag stod Jesus frem og råbte: Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand’ “ (vers 37-38).

Det rørte! Selve det, som Jesus sagde, var fuld af liv! Levende vand!

Det rørte så meget og så mange – at det også rørte dem, der ikke ville røres. Tempelvagterne, som ypperstepræsterne og farisæerne havde ønsket ville gribe Jesus. Men de sagde: “Aldrig har noget menneske talt sådan” (vers 46).

Det var ord til hjerterne.

Lyt. Bliv ved med at lytte. Lyt til ham. Han har stadig det levende vand – livets ord – og han vil røre dig, som intet andet kan røre.

Johannes forklarede det levende vand: “Det sagde han [Jesus] om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få” (vers 39). Ånden vil selv gøre Jesus’ ord levende i dig. Som forfriskende, levende vand på et tørt sted.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *