At være elsket

Du kender ham ikke – han åbenbarer sig for dig

Johannes Døberen siger til farisæerne: “Midt iblandt jer står en, som I ikke kender” (Joh 1,26).

Farisæerne blev aldrig særlig begejstrede for Jesus, mildt sagt – snarere tværtimod! Ja, det skriger nærmest ud af bibelhistorierne, at de ikke ville kende Jesus som den, han var.

Så jeg blev næsten lidt overrasket, da jeg et øjeblik efter læste, at Johannes Døberen sagde om sig selv: “Jeg kendte ham ikke” (vers 31) – for Johannes Døberen var da i den grad for Jesus!

Men måske er pointen faktisk lige det: Der er ingen af os, der kender Jesus – i udgangspunktet. Vi er født som syndere, og synden blokerer for, at vi kan se Jesus. Men – Gud åbenbarer sig for os! Så vi kan lære ham at kende.

Hverken for dig – eller for noget som helst andet menneske – er det et problem, at du ikke kender ham. Det eneste problem er, hvis du ikke vil kende ham.

Men hvem ønsker ikke at kende kærligheden? Og “Gud er kærlighed” (1 Joh 4,16).

Så – vær fortrøstningsfuld og modig! Tag imod Guds kærlighed til dig – lad ham elske dig helt igennem – kom til ham – og du vil lære ham bedre og bedre at kende. Og elsk så andre – ikke bare med din menneskelige kærlighed (som også har ham som kilde) – men med den kærlighed, som Gud vil fylde dig med! Ja, så andre mennesker kan lære Gud bedre at kende – på grund af dig!

Det er da fantastisk! Og vi priser dig, kære Gud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *