At være elsket

En hilsen fra Gud til mig

Den var stor. Og den smagte fantastisk!

Jeg har lige spist en grapefrugt. Ved første mundfuld tænkte jeg: Den er godt nok sød!

Da jeg spiste videre: Den smager… ja, den smager himmelsk!

Det er egentlig ikke et ord, jeg plejer at bruge. Min faster brugte det. Men nu – nu kom det ind i mit sind. Og jeg tænkte: ja, men det er jo himmelsk! Gud er jo Skaberen. Han har skabt denne grapefrugt. Det er en hilsen fra ham til mig. Han elsker mig. Han elsker, når jeg er glad for hans gaver. TAK!

Dernæst kom jeg til at tænke på en nær veninde, jeg har. Når vi er sammen i ferier, har vi spist grapefrugt sammen. Vi holder så meget af dem begge to. Og ind imellem at vi ses, så sender vi af og til et billede af en grapefrugt i ‘dagens setting’ med en særlig kærlig hilsen og en åben dør ind til minderne om de mange gode stunder sammen.

Jeg fik taget et billede. Og sendt det.

Så kom jeg til at tænke på min morgenandagt – og Guds vers til mig i dag: “Sultende har han mættet med gode gaver” (Luk 1,53). Åh, ja, tak min kæreste Gud, du ved, hvor sulten jeg er! Og du vil bare fortælle mig, at du selv mætter mig med godt. Og du giver mig mennesker at være sammen med, hvor jeg mættes. Tak! Relationen til dig. Relationen til andre. Der mættes jeg. Tak, tak!

Du har virkelig slået fast, Gud, at du mener og gør det, som du sagde i morges! Tak! Hvilken kærlighed og nåde! Jeg priser dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *