Hvis du oplever kærlighedens smerte – Gud forstår

Tro ikke at det er nemt for Gud at slippe de af hans børn, som ikke vil ham. Ikke en gang Lucifer, Djævelen, som var ham, der begyndte syndens oprør.

En anden far stod med en oprørsk søn. Det var kong David. Han havde en søn, som hed Absalom. Og ja, der var sket en masse menneskeligt rod i Davids familie – og Absalom var blevet totalt forbandet på sin far. Så forbandet at Absalom endte med at gøre oprør for at tage kongedømmet, og David måtte flygte fra Jerusalem.

Og det var ikke Guds plan. Gud havde tilgivet David hans andel i familierodet. Absalom derimod søgte ikke Gud. Men David overgav sin situation i Guds hænder: “Hvis jeg finder nåde for Herrens øjne, lader han mig komme tilbage, så jeg igen får arken og dens bolig at se. Men skulle han sige, at han ikke længere bryder sig om mig, så må han gøre ved mig, som han finder for godt” (2 Sam 15,25).

Udfaldet blev et andet, end David havde drømt om. I den krigssituation, som Absaloms handlinger havde udløst, sagde David til sine folk: “I må ikke gå for voldsomt til værks mod den unge Absalom” (2 Sam 18,5). Men en af hans hærførere dræbte Absalom.

“Da blev kongen dybt rystet og gik op i rummet over byporten og brast i gråd; han gik frem og tilbage og sagde: ‘Min søn, Absalom, min søn, min søn. Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!’ “ (2 Sam 19,1). Til det sidste havde David drømt om forsoning. Han havde så stor kærlighed i sit hjerte til sin søn.

Og den kærlighed kommer fra Gud. Gud, som har en uendelig stor kærlighed til sine oprørske sønner og døtre. Ja, så stor at han faktisk kom og døde for dem.

Om Absalom fortælles der: “Ingen i hele Israel var så beundret for sin skønhed som Absalom; fra isse til fod var der ingen fejl ved ham” (2 Sam 15,25). Dette minder os om en anden søns skønhed – Lucifer:

“Du var seglet på fuldkommenhed,
fyldt med visdom og af fuldendt skønhed.
Du var i Eden, i gudshaven.
Alle slags ædelsten sad på din dragt.”

“Dit hjerte blev hovmodigt over din skønhed,
du fordærvede din visdom og strålende glans.”
(Ez 28,12-13.17)

Historien er en parallelhistorie, som giver os et hint om, hvor uendelig smertefuldt det har været og er for Gud, at den engel, som var ham som så nær, ikke ville tage imod forsoning – men fuldbyrdede sit oprør lige indtil sin egen død.

Åh, Gud… jeg tænker på, hvor meget du har grædt af kærlighedens smerte…

Hvis du oplever kærlighedens smerte – så forstår Gud dig helt ind i dit inderste!