En rig forbøn – som du kan bede ind i
Paulus sidder i fængsel – og han er optaget af at bede for filipperne.
- Han takker for dem.
- De er hans hjerte så nær, at han altid beder for dem.
- Han har fuld tillid til Gud – i forhold til Guds arbejde med dem.
- Han beder om, at de må vokse.
Brug den forbøn, når du beder for andre:
“Jeg takker min Gud, hver gang jeg mindes jer.” (Fil 1,3)
Tak Gud for hvor dyrebare de er.
“I alle mine bønner beder jeg altid for jer alle i glæde over…” (vers 4).
Husk dem! I glæde over den snitflade du har med dem.
“I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (vers 6).
Det er aldrig dig, der skal ‘lykkes med noget’ i en anden i forhold til Gud – det tager Gud sig selv af. Og du kan have fuld tillid til det, Gud gør. Og det kan du understøtte med din bøn. Du kan udtrykke din tillid til det, Gud gør.
“Og det beder jeg om, at jeres kærlighed stadig må vokse og blive rig på indsigt og dømmekraft, så at I kan skønne, hvad er er væsentligt, og være retfærdige og uden anstød på Kristi dag, fyldt af retfærdigheds frugt, som skyldes Jesus Kristus, Gud til pris og ære” (vers 9-11).
Kærligheden kommer fra Gud, som er kærlighed. Er det ikke smukt? At vokse i kærlighed og dømmekraft – fordi det hører sammen – fyldt af retfærdigheds frugt – fordi det hører sammen. Bed om at den anden må fyldes mere af kærlighed – så kommer det alt andet faktisk med det…
Det er virkelig en rig bøn at bede ind i med vores forbønner!


