At være sammen med ham

Når du overgiver dig – tager Gud imod dig

Jesus udstrålede ro. Han gik ikke med, når folk roste eller beundrede ham. Han gik ikke ned, når han modtog kritik. For han stod ikke på menneskers mening om ham; han havde overgivet sig til Gud og levede ikke for sig selv.

Overgivelse. Det sker, når vi mærker længsel og behov – og det er glædesfyldt. Men det kan også koste kamp, fordi vi må slippe noget af vores eget for at åbne os for Guds vilje. Og der er vi faktisk magtesløse.

Det er ikke en ting, vi gør en gang for alle. Det er en daglig ting. Gud leder os til overgivelse i vores liv med dets mange oplevelser og facetter.

En af mine overgivelses-stunder med Gud havde min egen uro som optakt, og jeg kunne ikke sove. Jeg stod op og gik til Herren. Ja, jeg havde bedt og læst flere gange ved sengetid, og også bedt der i mørket. Men Gud ville åbenbart dybere med mig.

Da jeg kommer op, ser jeg en af mine ynglings andagtsbøger på køkkenbordet. Det næste kapitel handlede om overgivelse med afsæt i Jesus’ ord: “Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let” (Matt 11,28-30).

Jeg bad ind i overgivelse; spurgte Gud, om der var noget imellem os, som var grundlag for min uro. Ja, jeg var ‘rundt i mit liv’ – og overgav – med magtesløsheden stemme: Gud måtte gøre i mig! Jeg gav mig selv til ham, troede på hans løfte om at tage imod mig og sagde så, at det ville være så dejligt, om han ville bekræfte, at han havde taget imod mig.

Jeg slår op i min bibel og mine øjne falder med det samme på en understregning: “Dér vil jeg jeg tage nådigt imod dem” (Ez 20,40). Tak, min Gud!

Med mit vidnesbyrd vil jeg også dele Paulus’ opfordring: “Ransag jer selv, om I er i troen! Prøv jer selv! Ved I ikke, at Jesus Kristus er i jer? Ellers står I ikke jeres prøve” (2 Kor 13,5). Det handler om at være forbundet med Kristus i tro og at have givet ham alt. Og når du giver dig selv til ham – så tager han imod! Med åbne, kærlige arme – nåde – du kommer ikke for at fortjene, men for at få mere af ham! Og han vil udvirke den dybe overgivelse i dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *