Hans svaghed blev hans styrke
Om Moses står der: “Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden” (4 Mos 12,3).
Men sådan havde han ikke altid været. Første gang vi møder ham som voksen, er han faktisk helt anderledes:
“Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet” (2 Mos 2,11-12).
Det var ikke sagtmodigt.
Hvordan var han blevet så forandret?
Han havde været sammen med Gud. Sådan, intenst. Fyrre år i ørkenen som fårehyrde. Og derefter havde han taget imod opgaven at lede israelitterne – i første omgang modvilligt – hans egne mangelfuldheder var så tydelige for ham. Men dernæst gik han fuldt ind i opgaven: sammen med Herren.
Han var blevet en mand, som ikke ville gå nogen steder, hvis ikke Herren gik med: “Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra” (2 Mos 33,25).
En mand der gik fra at handle som om, han kunne selv – til at erkende sin dybe afhængighed af Herren og til at gå sammen med ham.
På den måde kan dine svagheder faktisk blive din styrke. Når de får dig til at klynge dig til ham!


