At kunne lide sig selv…

Jeg gør også noget, som er forkert. Det kan jeg ikke lide. Men alligevel kan jeg godt lide mig selv.

Jeg har mit afsæt i, at jeg er Guds: “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2 Kor 5,17).

Men det betyder altså ikke, at jeg gør alt rigtigt – men det betyder, at jeg tænker anderledes om det: Det er ikke mig, der skal lykkes med at forandre mig – jeg kommer til ham, som tilgiver mig og elsker mig – og fordi jeg har taget imod ham – så har han fornyet mig.

Det er en forvandling fra at være trist over mig (når jeg gør noget forkert), til glæde over at være hans (til hvem jeg er i Kristus). Mit fokus er flyttet fra: hvad jeg gør, til hvem jeg er. Og selvom det jeg gør, kan være nok så håbløst til tider – så er jeg stadig elsket af ham!

Det betyder faktisk også, at min glæde over det, jeg gør som lykkes, ikke bunder i en stolthed, som om jeg skulle være fantastisk. Nej, det er en glæde over det, han gør i mit liv – og den glæde kan ingen tage fra mig.

Gud elsker dig lige nu – også uanset at du gør noget, som han ikke elsker. På det grundlag leder han dig til at elske dig selv. Han favner dig i kærlighed og løfter dig op over skammen over det grimme, du har gjort. Og når du står på, at du er elsket, er du sat fri til at gøre noget helt andet end det, du før har gjort.

Det er frihed til at være dig! Elsket.