Har du brug for hans hjælp i dagligdagen?
Jeg mærkede behovet, og jeg slog op til verset:
“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed,
så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
(Matt 6,33)
Og Jesus siger det med afsæt i livet – i almindelige dagligdage, hvor vi er optagede af:
- At sørge for at få noget at spise og drikke
- At vi får tøj på kroppen
Så mon ikke det inkluderer, at jeg skal have mit job og min hverdag til at hænge sammen?
Mon det tilmed betyder, at ting i min hverdag glider nemmere – når jeg sætter Gud først?
Ja! Afgjort! Jeg har erfaret det igen og igen. Vær ikke bange for at prioritere Gud ift. den tid, du bruger – prøv ham på hans løfte om at hjælpe dig med alt det andet. Det vil han.
Jeg havde brug for det nu her, da det var overgangen mellem ferie og hverdag. Jeg mærkede det indre pres over, at få mindre tid til ‘alt det andet’, når jeg nu skulle på arbejde igen. Jeg havde brug for at læne mig ind i hans løfte:
“Vær ikke bekymrede… men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift” (vers 25 og 33).
Og Gud erstattede min bekymring med sin fred.


