At have tillid

Når Gud er tavs…

Inspireret af stykket om Asaf for i går måtte jeg lige skrive lidt mere. Hvis du læser Salme 77, kan du se, at salmen skifter midt i. Fra et fokus på oplevelsen af Guds fravær – til fokus på det, han tidligere har gjort. Men salmen udtrykker ikke, at Asaf egentlig fik svar på de spørgsmål, han stillede. Og så alligevel…

Ved du, hvornår jeg oplever, at Gud er tavs?

Lidt forenklet sagt, måske, men jeg kan beskrive det sådan her: Det er, når jeg vil tale om noget andet, end han vil.

Fx har jeg fået en idé og beder Gud om at vise mig, om det er en idé fra ham. Tavshed.

Eller jeg har en udfordring, jeg gerne vil løse – og jeg spørger Gud, om det her kunne være løsningen. Tavshed.

Fællesnævneren for de to handler om:

  • Jeg er optaget af mig og mit og mine tanker.
  • Jeg har typisk et tidsperspektiv, som er tæt på ‘nu’.

Så – jeg vil rigtig gerne, at Gud svarer mig på mit – nu. Tavshed.

Men Gud går ikke væk. Og når jeg heller ikke går væk, men bliver længe nok hos Gud til, at han kan tage mig i hånden og tage mig et andet sted hen, så er han heller ikke tavs længere. Men han siger noget andet, end det jeg spurgte om.

  • Han siger måske vent.
  • Eller han spørger mig kærligt, om jeg ikke har givet det til ham. Det vil sige, at han minder mig om at give slip på det og overlade det til ham.
  • Eller han minder mig om, at det giver meget mere mening, at jeg fokuserer på noget, han faktisk har sagt noget om. Altså, han har jo allerede givet mig en vej eller retning – så det skal jeg koncentrere mig om – i stedet for at finde på noget helt andet.
  • Eller han favner mig uendelig kærligt med sit nærvær og minder mig om, at han faktisk er Gud – og hvis han kan være i det, jeg er i – så kan jeg vel også… uden at jeg lige nu behøver at forstå hvorfor…

Og pludselig er mine spørgsmål faktisk ikke så vigtige mere…

Så til dig (og mig) vil jeg sige:

Bliv sammen med Gud indtil du hører, hvad han vil sige noget om.

“Vend øret til mig, og kom, hør på mig, så skal I leve!” (Es 55,3).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *