Når du ikke mærker Gud…

Måske kan du i svære situationer have svært ved at mærke, at Gud egentlig er der…

Måske råber du til ham – men hører han dig? Hvorfor svarer han ikke nu?

Asaf udtrykker sådan en situation. Desperat kom han til Gud: “Jeg råber højt til Gud om hjælp” (Sl 77,2).

Både dag – og nat: “Utrætteligt rækker jeg min hånd frem om natten” (vers 3) – søvnløse nætter… uden ro fra problemerne…

Han oplever slet ikke, at Gud er der:

“Forstøder Herren i al evighed?
Vil han ikke længere vise nåde?
Er hans troskab forbi for evigt?
Lyder hans ord aldrig mere?”
(vers 8-9)

Men der, midt i hans desperation og umødte længsel. Der tager salmen en drejning. Asaf vender blikket til Guds indgriben tidligere…

“Jeg vil nævne Herrens gerninger,
for jeg husker dine under i fortiden.
Du er den Gud, der gør undere,
du viste folkene din styrke;
du udfriede dit folk med din arm.”
(vers 12-13;15-16)

Har du prøvet det? At løftet blikket fra dine udfordringer til Guds styrke? At kigge på hvordan Gud har ledt og handlet tidligere…

… og mærke, hvordan tilliden vokser: Når han har handlet sådan før – så kan han gøre det igen!

“Vandet så dig, Gud,
vandet så dig og bævede.
Din vej gik gennem havet.”
(Vers 17 og 20)

Gud åbnede veje – i Asafs sind.
Gud vil åbne sin vej foran dig.
Tænk på det. Tak ham for det.

Så vil hans ro fylde dig – selvom du ikke hører ham sige noget konkret til dig lige nu…