Ramt – Gud giver dig tro!
Et par aftener læste jeg om Guds fulde rustning i Efeserbrevet 6,10-20. Vi lever i en verden i kamp – og jeg har brug for at være max beskyttet af Gud.
Jeg læste langsomt. Stoppede op ved betydningen. Gud rørte mig særligt med dette vers:
“Overalt skal I løfte troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes brændende pile.”
Hey Gud, jeg bliver ramt! Nogle af den Ondes brændende pile rammer mig. Men det skal de jo ikke. Du siger, at ‘alle’ den Ondes pile vil blive afværget, slukket af troens skjold. Jeg har simpelt hen ikke tro nok. Det må du give mig.
Hver dag. Hele tiden. At jeg må møde livet i tro. Tro på Gud. Tro på at han kan. Tro på hans kærlighed til mig.
Tilføj i tanken hvor du har brug for at læne dig ind til Gud i tro.
Ja, for helt ærlig – der er masser af mulighed for at ‘freake ud’, hvis du ser på alle mulige omstændigheder og tænker, at du skal klare det! Pointen er: Det skal du ikke – du skal give det til Gud! Men selv det kan være svært… men stol på ham! Han vil hjælpe dig til at give ham det. Til at give ham alt.
På en måde er livet jo bare en lang øvebane i at give det til Gud. Tro. Tillid. Hvile i ham!


