At være sammen med ham

Overgangen fra bjerg til dal – bed!

Det er skønt at være på bjerget med Gud. Det er svært at komme ned i dalen.

I dalen er Djævelen klar. Han vil gerne tage det fra os, som vi fik på bjerget, gøre os modløse, få os til at tvivle på Gud.

Jesus var på bjerget med Peter, Jakob og Johannes, hvor Gud havde åbenbaret sig for dem.

De andre disciple var dernede, og de kunne ikke uddrive en ånd fra en dreng.

Sikke en kontrast. En kontrast vi kan opleve, når vi kommer ned fra bjerget, hvor vi var sammen med Gud. Ud i hverdagen.

Jesus har fokus på det, der vil holde os tæt med ham i dalen:

  • “Du vantro slægt…” (Mark 9,19)
  • “Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror.” (Vers 21)
  • “Den slags kan kun drives ud ved bøn.” (vers 29)

Jesus peger på, at det handler om tro – og at troen er levende i bøn.

Tro og bøn kobler os til Jesus. Og det er Jesus, som gør forskellen.

“Alt er muligt for den, der tror.”

Som Paulus sagde: “Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft” (Fil 4,13).

Og det var ikke så lidt: “Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og lide mangel” (vers 12).

I dalen kan vi møde det hele. Og med Jesus er det muligt at være i alt – med troen i behold. Med Jesus er der ting, der bliver forandret. Men der er også ting, hvor det kun er os, der bliver forandret.

Når du kommer ned i dalen – bed så! Så du er koblet sammen med Jesus – for det er Jesus, som gør forskellen – og det er Jesus, som nærer din tro!

“Jeg tror, hjælp min vantro!” (Mark 9,24)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *