Lad dig forundre – til tro

Mennesker blev betagede af Jesus. De forundredes over alt det han kunne, som var umuligt. Hans ord greb dem, som ingen anden havde gjort.

Det skete også i Nazaret. Men – de kunne ikke være i, at det bare var Jesus…

“Og da det blev sabbat, begyndte han at undervise i synagogen; og de mange tilhørere blev slået af forundring og spurgte: ‘Hvor har han alt det fra? Hvad er det for en visdom, der er givet ham? Og hvad er det for mægtige gerninger, der sker ved hans hænder? Er det ikke tømreren, Marias søn og bror til Jakob og Joses og Judas og Simon? Bor hans søstre ikke her hos os?’ Og de blev forarget på ham” (Mark 6,2-3).

Vantro. Og Jesus blev ikke der ret længe. Og han gjorde ikke ret meget, imens han var der:

“Og han kunne ikke gøre nogen mægtig gerning dér, bortset fra at han lagde hænderne på nogle få syge og helbredte dem. Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste” (vers 5-6).

Lad dig ikke forundre til vantro – men til tro.
Tag imod – i stedet for at sætte dig selv op på forståelsens-piedestal, hvor det er dig, der skal kunne gennemskue og forklare.
Vær ydmyg når dem, du ikke regner, vidner så dit hjerte røres (uden du vil det).

Jesus, gå os ikke forbi! Lad os se dig, når du kommer. Rør vores hjerter – igen!
Vi slipper vores eget – for at tage imod dig!