Det er ikke, som det ser ud

Elias så kun håbløsheden i det øjeblik. Han sad under en gyvelbusk ude i ørkenen og ønskede bare at dø.

Han var bange. Han var løbet væk. Han var træt. Sulten.

Han havde stået alene over for folket på Karmels bjerg. Da havde det ikke gjort noget. Det var nemlig sammen med Gud.

Nu føltes det, som om Gud var væk. Og han var helt alene. Han var så fyldt af smerte, da Gud havde talt til ham, og Elias svarede:

“Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud,
for israelitterne har svigtet din pagt.
Dine altre har de revet ned,
og dine profeter har de dræbt med sværd;
jeg er den eneste, der er tilbage,
og mig stræber de efter livet.”
(1 Kong 19,10)

Nej, Elias, nej, sådan er det ikke! Du har tunnelsyn! Du er blevet bange. Du er løbet væk. Men Gud er ikke væk. Han er lige her. Lyt. Han siger noget andet til dig:

“Vend tilbage ad vejen gennem ørkenen til Damaskus,
og gå hen og salv Hazael til konge over Aram.
Jehu, Nimshis søn, skal du salve til konge over Israel,
og Elisa, Shafats søn, fra Abel-Mehola, skal du salve til profet efter dig.

Den, der undslipper Hazaels sværd, skal Jehu dræbe,
og den, der undslipper Jehus sværd, skal Elisa dræbe.

Jeg vil lade syv tusind blive tilbage i Israel,
alle dem, der ikke har bøjet knæ for Ba’al,
og hvis mund ikke har kysset ham.”
(vers 15-18)

Wau, et kald! To konger skulle Elias salve. Og han fik en partner i sin profetgerning. Og endelig var han ikke alene i Israel om at tjene Gud.

Det var ikke, som det så ud. Det var ikke håbløst. Han var ikke alene.

Sådan heller ikke når du oplever håbløsheden. Du er ikke alene. Gud er ved din side. Gud har en opgave til dig. Og Gud vil lede dig til andre mennesker, som du dele liv med i hans tjeneste.