Her fyldes jeg med lykke!

Jeg ligger i min seng. Det er aften. Jeg er træt. Jeg er fyldt med gode oplevelser igennem flere uger. Venner. Nærhed. Glæde.

Men jeg er også længselsfuld. Efter HAM!

Åh, jeg husker det, fra da jeg var barn. Den skønne jul. Huset glimtede af gæster og fællesskab. Åh, hvor jeg elskede det. Men åh, hvor var huset dog tomt, da de rejste.

Flygtigt. Så meget er så flygtigt. Altid når man punktet, hvor nogen tager hjem. Til hver sin seng.

Og her lå jeg så. Og Guds Ånd talte stille til mit hjerte. Om lykken. Den ikke-flygtige lykke!

“Mange siger: hvem lader os opleve lykke?
Løft dit ansigts lys mod os, Herre.”
(Sl 4,7)

Ja, her lå jeg i hans egen lykke. Fordi hans ansigt lyste imod mig!

“Du har givet mig større glæde i hjertet,
end man har, når der er rigdom af korn og vin.”
(vers 8)

Ja, større glæde! Den, der ikke forsvinder… men som jeg dog har brug for at blive i.

Og det vil jeg. Blive i hans ansigts lys. Fyldt af hans glæde. Lige nu.

Med hovedet på puden smiler jeg… og siger tak…

“I fred kan jeg lægge mig og sove,
for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed.”
(vers 9)

Ham. Helt nær. Elsket. Tryg. Lykkelig.