At være sammen med ham

Du må tage det til dig

Tiden var kommet. Israelitterne ville få deres frihed – Gud ville føre dem ud af Egypten. Men for at det kunne ske, måtte hver eneste tage imod det – helt personligt.

  • Hver eneste husstand skulle have et lam eller et kid, og det skulle slagtes. (2 Mos 12,3-6).
  • Hver eneste familie skulle tage noget af blodet og komme det på dørstolper og overlægger til husets indgang. (7)
  • Hver eneste skulle spise noget af kødet; stegt og med usyrede brød og bitre urter til. (vers 8)

Og så: “Når jeg ser blodet, går jeg forbi jer. Ingen ødelæggende plage skal ramme jer, når jeg slår egypterne.”“Netop den dag førte jeg jeres hærskarer ud af Egypten…” (vers 13 og 17).

Således med frelsen. Det gavner ingen, at Jesus døde for at frelse ‘verden’ – hvis ikke den enkelte tager imod hans død for sig.

Du må lade din synd møde hans blod. For tilgivelse. For “Jesu, hans søns, blod renser os for al synd.” Og “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,7.9). Når hans blod er på din hjertedør – så er du hans, og han frelser dig.

Og så må du tage ham ind i dit liv – som kød der spises, eller som Jesus sagde: “Jeg er livets brød” (Joh 6,35). Han må være den, der giver næring til hele dit liv! Så bliver hans dit – og du er hans – og han henter dig, når han kommer igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *