Og så bruger Gud en Beagle

Jeg kendte hende ikke. Havde aldrig mødt hende før heller.

Hilste så vidt på hende, da jeg kom ind i stuen, før jeg satte mig i sofaen.

Der sad jeg så – og hun kom op til mig og kiggede på mig med det der blik, hvor man bare smelter over dybden og hengivenheden i en andens øjne. Og så lagde hun sit hoved i mit skød og lukkede øjnene, mens jeg nussede hende.

Bare en hund. Men et øjeblik hvor der sker det forunderlige, at jeg sammen med det lille væsen mærker Guds nærvær og kærlighed.

Taknemmeligheden skyller igennem mig over, at jeg får – uden at jeg gjorde noget for det. Taknemmeligheden over miraklet: Gud er her! Han ser mig! Han glæder mig!

På en måde som en stille sagte susen (1 Kong 19,12). Eller den milde varme vind – Ånden der oversætter Guds kærlighed igennem denne skønne skabning (Joh 3,8).

Hvor har Gud mange måder at røre os på!

“Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom,
jorden er fuld af dit skaberværk.”

“Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever,
jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.”
(Sl 104,24.33)