At være elsket

Jesus møder din længsel

Se det for dig: En vigtig mand har fået fat i Jesus til et vigtigt ærinde – overfor hende, som ingen regnede, ja, udstødt var hun. Kunne hun mon forvente at få lidt af Jesus’ tid? Ville det være ‘passende’ at afbryde Jesus i det vigtige, han allerede havde lovet en vigtig mand?

Kan du mærke det indeni? Følelsen af at det, du kommer med, ikke er lige så vigtigt som alle de andres. Og naturligvis det totalt upassende i at afbryde midt i en anden aftale.

Men sådan er historien ikke.

Den vigtige mand er Jairus, og det vigtige ærinde er, at hans datter er dødssyg. Om Jesus mon vil helbrede? Og Jesus går med ham.

Langsomt. Kun al for langsomt. For “en stor skare fulgte efter og trængtes omkring ham” (Mark 5,24). Og i den skare var kvinden. Kvinden som troede: “Bare jeg rører ved hans tøj, bliver jeg frelst” (vers 28).

Og det skete! Og Jesus mærkede, at det var det, der skete. Han mærkede forskel på kvindens berøring og alle de menneskers berøring, som bare skubbede og puffede: “Jesus mærkede straks på sig selv den kraft, der udgik fra ham, og han vendte sig om midt i skaren og sagde: ‘Hvem rørte ved mit tøj?’ “ (vers 30).

Sådan også nu: Jesus mærker enhver, som længes efter ham – og dig har Jesus tid til! Til dig kommer kraften fra ham! Til dig siger han som til hende: “Datter [eller ‘søn’], din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse” (vers 34). Med dig bliver han helt personlig, så du ved, at han har set dig og hørt din bøn.

Faktisk er der intet, der er vigtigere for ham, end at møde den som rækker ud med et behov. Han elsker dig. Han frelser dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *