Kongen må dø, så kongen kan leve

Han delte en åndelig indsigt, som Gud havde givet ham, fra denne historiske information:

“I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren” (Es 6,1).

Når vi har andre konger end Gud i vores liv – så står de i vejen for, at vi kommer så tæt på Herren.

‘Konger’, som giver os tryghed. Dem, vi læner os ind til. Dem, vi håber, vil gøre os glade. Dem, der kan løfte vores bekymringer. Dem, der kan alt det, vi ikke selv kan.

Når ‘kongerne’ virkelig dør – så bliver vi skræmte, ja, skrækslagne, fortvivlede og overvældede. Vi mærker, at vi ikke magter…

Hvor kan vi så gå hen?

Der er ikke andre steder at gå hen… end til Gud.

Og når vi kommer til ham med vores alt – vi lægger vores byrde, vores smerte, bare det at være i stand til at leve… ned for ham… når vi beder ham hjælpe os i al vores nød… Så får han en plads, som han aldrig har haft før… Så ser vi ham, som vi aldrig har set ham før… Så modtager vi en hjælp og en fred, som vi aldrig har været i før…

Når kongerne dør – ser vi virkelig Herren!