Gøre for at arve?

Nej, det er jo i virkeligheden helt gakket at stille dette spørgsmål: “Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv” (Luk 10,25) – for du gør jo ikke for at arve, du arver, fordi du hører til.

Men nogle gange kan vi stadig gakke rundt: For – jeg er jo en kristen – skal jeg så ikke gøre det rigtige (holde budene) – nå, det kan jeg ikke, så bliver jeg heldigvis tilgivet – men skal jeg så ikke gøre det bedre nu…

Paulus blev virkelig frustreret over sig selv: “For jeg forstår ikke mine handlinger. Det, jeg vil, det gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg” (Rom 7,15). Han når frem til, at han ikke kan gøre ret: “Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke” (vers 18). Nej, Paulus, det handler nemlig ikke om at gøre, men om at høre til.

Men Paulus har også erfaring med, hvad det vil sige at høre til: Det er at være så nær med Gud, at Guds Ånd fylder os! Han siger: “Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve” (Rom 8,13). Gud gør det! Ånden gør det!

Og så stærkt er det, at være et Guds barn! At være! At høre til! “For alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn” (vers 14). Jeg er virkelig hans barn!

Jeg læser noget ret vildt: At når jeg overgiver mig til Gud, og han fylder mit liv – så er jeg hans barn – og slægtskabet bliver tydeligt i den måde, jeg lever på. Jeg ligner min far! Jeg lever mere og mere, som han vil! Drevet af Guds ånd inden i mig.

Barn af min kære himmelske far. Der vokser jeg. I kærlighed. Tilhørsforholdet bliver tydeligere, efterhånden som jeg modnes. Og jeg glæder mig så meget til at arve (ikke fortjene) det evige liv!

Tak, min kære elskede Far!