For at du skal være med i fællesskabet
Derfor er det, at Johannes skriver sit første brev: For at du skal være med i fællesskabet.
Det er efter, at Jesus var her på jorden, og Johannes er meget optaget af ‘ordet’. Guds ord, som blev levende igennem Jesus – Guds ord som Jesus delte – og at Guds ord stadig er her og gør Gud levende for os.
Han er et vidne. Han oplevede Jesus LIVE:
“Det, som vi har hørt,
det, som vi har set med vore øjne,
det, som vi betragtede
og vore hænder rørte ved: livets ord
– og livet blev åbenbaret,
og vi har set det og vidner om det
og forkynder jer det evige liv,
som var hos Faderen
og blev åbenbaret for os.”
(1 Joh 1,1-2)
Måske kører den indre film for Johannes’ blik, idet han skriver. Han hører ligesom igen noget af det, som Jesus sagde, han tænker på alt det, han har set Jesus gøre – og han var selv med! Ja, han har rørt Jesus, han har modtaget brødet fra Jesus’ hænder, de har spist sammen, sovet og leet, gået på vejen.
Og vigtigst af alt: Jesus var Guds søn – og kom for at vi skulle få evigt liv. Altid være sammen.
Johannes skriver videre:
“det, som vi har set og hørt,
forkynder vi også for jer,
for at også I kan have fællesskab med os;
og vort fællesskab er med Faderen
og med hans søn, Jesus Kristus.”
(vers 3)
Fællesskab! Han skriver og forkynder, for at du skal være med i fællesskabet. Du skal næres i fællesskabet – du skal glædes i fællesskabet – du skal styrkes i fællesskabet. Med mennesker – hvis kilde er Gud – sammen med hinanden sammen med Gud!
Johannes’ glæde flyder over: “Dette skriver vi, for at vor glæde kan være fuldkommen” (vers 4).
Vær med i det kristne fællesskab! Der er så meget glæde! Også selvom kristne også er syndere… så er der virkelig en særlig glæde ved at være sammen om Gud – sammen. Og når Gud bliver større, bliver menneskelige stridigheder mindre.


