Der var et sted uden mirakler

Der var rigeligt med mad – så der var ikke brug for miraklet i at en drengs madpakke blev nok til mange.

Der var ingen spedalske, blinde, døve eller syge på anden måde – så der var ikke brug for mirakuløs helbredelse.

Der var ingen naturkatastrofer – så der var ikke brug for mirakuløs redning.

Der var ingen uvenskaber eller ufred – så der var ikke brug for mirakuløs heling af relationer.

Der var ingen knuste hjerter – så der var ikke brug for mirakler indeni til nyt liv.

Gud gik rundt mellem mennesker – så der var ikke brug for mirakler for at vise, hvem Gud er.

Det var den gang. I Eden. På en jord uden synd.

Siden har vi haft brug for mirakler! Vi har brug for tegn og undere. Vi har brug for, at Gud viser sig.

Og det gør han. Lige til det sidste.

“Det skal ske i de sidste dage, siger Gud:
Jeg vil udgyde af min ånd
over alle mennesker.
Jeres sønner og døtre skal profetere,
jeres unge skal se syner,
jeres gamle skal have drømme.
Selv over mine trælle og trælkvinder
vil jeg udgyde min ånd i de dage,
og de skal profetere.
Jeg gør undere oppe på himlen
og sætter tegn nede på jorden,
blod og ild og kvælende røg.
Solen forvandles til mørke
og månen til blod,
før Herrens store og herlige dag kommer.
Og enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses.”
(ApG 2,17-21)

Derefter bliver alt godt. Og der vil ikke mere være brug for mirakler.