Guds invitation til dig: Det er det her, du skal! Kend mig! “Hold inde og kend, at jeg er Gud” (Sl 46,11). Ordet ‘at kende” er det hebraiske ord ‘yada’. Og det er det samme ord, som er brugt her: “Adam kendte sin hustru Eva, og hun blev frugtsommelig” (1 Mos 4,1). Sådan indbyder Gud dig til, at I skal kende hinanden: Nært, intimt, ømt, fuld af kærlighed, fortroligt, tillidsfuldt, frugtbart – alt det bedste du kan forestille dig fra det skønneste kærlighedsforhold. Tænk på det – bibelens hovedbudskab, Guds svar på al vores elendighed er, at vi skal stoppe op for at blive elsket… Stop og bliv elsket! Intet…

Kender du følelsen af tomhed indeni? Måske kommer den til udtryk i en ulidelig ensomhed… Eller i følelsen af uendelig meningsløshed… Eller med en erkendelse af at ingenting virkelig tilfredsstiller det inderste i en… Du er ikke alene! Og lad mig sige det med det samme: Stedet, hvor den tomhed findes – det forsvinder ikke. Virkelig? Nej. Salomo forsøgte at håndtere det med oplevelser og skønhed – huse og vingårde, haver og parker, frugttræer, damme, tjenere, køer og får, sølv, guld og andre rigdomme, sangere og sangerinder, mængder af kvinder… “Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde… det var…

Mærk disse ord fylde dig: “Du er altid den samme, og du vil altid være der” (Hebr 1,12). Gud. Han slipper dig aldrig. Lige så stabilt som dit åndedræt er hans tilstedeværelse. Han er nær, når du jubler igennem dagen; han er nær, når du græder; han er nær, når du ikke kan finde ud af det; han er nær, når du længes, når du trænger, når det er mørkt, når du er forvirret… You name it! Altid! Altid den samme. Altid elsker han dig som den kærligste far. Altid favner han dig. Altid vil han give dig visdom og hjælp. Altid vil han gå med dig. Aldrig er der…

Du længes… efter at noget med nogen var anderledes… Hvorfor er du havnet i sådan en, ja, frugtesløs situation…? Og du mindes uvilkårligt andre lignende situationer… Mennesker som svigtede… Situationer, hvor du håbede, at de ville løse noget… Men nej… Græder du? Skælder du ud? Bebrejder du dig selv, at du altid finder sammen med “de forkerte”? Skælder du også bebrejdende ud på Gud? Eller siger du tak til Gud? Det sidste virker da absurd… Israelitterne “gik tre dagsrejser i ørkenen uden at finde vand. Så kom de til Mara, men de kunne ikke drikke vandet i Mara, fordi det smagte bittert” (2 Mos 15,22-23). Er det måske ikke nærmest…