Helt umuligt – hvad med at sige tak?!

Og så står du der. Dead end. Det er, som om du er spærret inde. At gå tilbage – det er en simpel umulighed. Du kan hverken gå til den ene eller anden side. Du ser ingen muligheder fremad. Og at hoppe over det hele – eller at sove sig fra det… ønsketænkning…

Hvad så?

Panik? Søvnløse nætter?

Selvransagelse i det uendelige, hvad nu hvis… kunne jeg ha’ gjort noget anderledes?

Bebrejdelser af alle de andre, som har skyld i, at det er sådan?

Håbløshed og opgivelse…?

At sige tak til Gud? … !!! ???

En gang var det sådan for israelitterne… de var lige kommet ud af Egypten… men nu var Det Røde Hav foran dem… egypterne bag dem, og de var imellem bjergene… Nej, de sagde ikke tak til Gud! De bebrejdede Moses: “Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen!” (2 Mos 14,11).

Moses sagde til dem: “I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag.” “Herren vil selv føre krig for jer, og I kan tie stille!” (vers 13 og 14).

Og jeg tilføjer: Hvad med at sige tak?

Kære Gud… tak, det er dig, jeg har gået sammen med indtil i dag… Du har aldrig svigtet mig… Men lige nu ræser mine følelser rundt i mig, fordi jeg ingen vej ser… Faktisk ER jeg mega bange… Men Gud, jeg vil gerne stille mig op og se på alle dine undere. Du reddede jo israelitterne på en måde, som ingen nogen sinde havde forestillet sig… Du er en Gud, som kan sådan noget… Og her står jeg sammen med dig… Jeg vil tie stille med min håbløshed… i steder for vil jeg se på alt det, som du har gjort og kan gøre… jeg vil prise dig… Jeg gør det nu: Tak, kære Gud, min situation er 100 % i dine hænder! Jeg ved og stoler på, at du vil gøre noget… som synes umuligt… Tak, min elskede Gud…

Og Gud åbnede en vej for israelitterne igennem havet…

Skriv et svar