20 år det er da også noget. I dag er det 20 år siden min far døde. Helt uventet. Alt for “ung”, men det viste sig, at hjertet ikke kunne mere. 20 år – og ikke glemt. Den 22. december bærer på en særlig måde mindet. Og når jeg tænkte over, hvad jeg ville dele her den 22. december 2021 – ja, så måtte min fars død med. Det lå ligesom længst fremme i sindet, som noget vigtigt. Vigtigt – fordi jeg holdt af ham. Når jeg tænker på ham, så varmer jeg mig ved hans kærlighed til mig. Der er særligt en sætning, som jeg nyder at huske med…

Julen står for døren. Hyggen har hængt i luften længe. Lyskæder og brændte mandler, butiksvinduer fyldt med gaveforslag og smukke dekorationer, tilbud på alle juleklassikerne så vi er sikret rødkål, ris a la mande og mandelgaver. Julen er en tid for fællesskab. For familiehygge. Men da jeg ryddede op i går stødte jeg på en lille historie, jeg har gemt: Ensom i julen. En forunderlig historie om en enke, som skulle være alene den første jul. Ensom. Men naboerne havde set hende, og hun fik både en hundehvalp og en invitation til at besøge naboerne. Set. Kære du, som er ensom. Ensom fordi du er alene. Eller ensom blandt andre.…

Du ser den kønneste unge kvinde sidde ved Jesu fødder og lytte. Der er et stærkt og glansfuldt udtryk i hendes øjne. Ja, det er blandet af kærlighed og fred. Ja, og glæde. Glæden stråler faktisk ud af hende, konstaterer du. Åh, hendes liv må være let, tænker du… ja, og hun har virkelig et nært forhold til Jesus, er du ikke i tvivl om. Sådan et forhold, som du egentlig godt kunne tænke dig… men det har nu ofte syntes så uopnåeligt… Desuden – sidde ved Jesu fødder… jo, jo, du ved da godt, at det jo bare handler om at sidde med sin Bibel og læse – og…

Hun var ensom. Det smertede mig at høre hendes historie. Som et sort får… hvor alt var gået galt… mennesker imellem. Og det gjorde SÅ ondt. Der var ligesom ingen udsigt til forandring. Bare ensomheden. Og følelsen af svigt. Svigtet af mennesker… Og desværre også følelsen af at være svigtet af Gud… For hvor er Gud lige nu? I din smerte… I svigtene… I de mørke følelser og dage som er ved at æde dig… Åbn gardinet fra dit mørke sinds vindue en lille smule… kig ud… Du ser en helt almindelig mand. Han sidder sammen med en gruppe mennesker. Du kigger nærmere. Det er i grunden en mærkelig gruppe,…

“Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste” (Luk 15,22-23). Lyder det som et fedt liv – ja, det synes jeg! Gud giver mig den fineste festdragt på. Jeg kan leve mit liv fra så smukt og stærkt et afsæt. Klæder skaber folk, siger man, og her får jeg lov at leve mit liv beklædt fra det himmelske væveri! Smukt. Min sjæl fryder sig… jeg er svøbt i hans kærlighed, dækket af skønhed fra hans…

Han var faktisk elsket. Men af en eller anden grund fandt han ikke hvile i det. Måske mærkede han det ikke? Måske følte han sig i skyggen af sin super dygtige og pligtopfyldende storebror? Han provokerede. Han vidste godt, at det ikke var passende at spørge sin far om halvdelen af hans – mens han stadig levede. Men han var ligeglad. Det er vist ikke for lidt at sige, at han var dødtræt af normer og værdier, af alt! Med en pæn formue på lommen skred han. Han ville selv. Han orkede ikke de snærende familierelationer, naboerne, byen hvor han var vokset op. Langt borte blev der fest. Pengene kunne…

Jeg tror, at alt skreg indeni hende. Hun kom i kirken. Nydelig. Smilende. Udenpå. Indeni hang alt i laser. Svigt af mennesker. Hendes egne svigt. Hvad kunne kirken tilbyde hende? Ingenting, tænkte hun. Og Gud? Ingenting. Og her står vi velmenende kristne tilbage… Hjælp! Hvad kan vi gøre for hende? Jeg finder ét svar i Bibelen: Vi kan elske hende! Som hun er. Hun har brug for at blive set, som hun er! Og dernæst at se Kristus, som han er! Hun har jo oplevet dette: “Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed” (1 Joh 4,8) – de sagde, at de kendte Gud – men hun…