At være sammen med ham

Jeg har brug for stilheden med Gud

Jeg ved ikke, om du kender det, men jeg kan godt føle en enorm glæde over aktivitet og samvær med mennesker, og så alligevel bagefter føle en længsel efter en tilfredsstillelse, som jeg ikke mærker i mig. Følelsen af noget dybere, som ikke er mættet.

Jeg ser mig ind i historien om Martha og Maria. Martha, som styrtede rundt og var i gang med at sørge for sin gæst. Og Jesus sagde til hende: “Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting” (Luk 10,41). Martha var ikke fyldt af fred og stilhed indeni. Og det kom til udtryk i en vrede og irritation rettet mod hendes søster, Maria: “Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig” (vers 40).

Maria sad ved Jesu fødder. Hun havde fundet stilheden sammen med Jesus. Hun lyttede til, hvad Jesus sagde. Og Jesus sagde om hende: “Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende” (vers 42).

Jeg mærker, at jeg har brug for at sætte mig der ved Jesu fødder. Når jeg lytter til ham, så fyldes mit liv med fred, glæde, mening – på en dyb og mættende måde. Ja, efter det kan jeg møde alt andet. Og efter alt andet, så har jeg brug for det stille møde igen. Det er ham, jeg har brug for at være sammen med igen og igen, han er min indre stilhed, stabiliteten, ja selve livsnerven og energien i alt andet, jeg foretager mig.

Så jeg har virkelig brug for at vælge den gode del – hver dag! Det giver klangbund for alt det andet.

2 kommentarer

Skriv et svar til Bjarnhild Lygre Sjo Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *