På mange måder var det, som om Gomer skulle begynde forfra. Hun havde igennem mange år vænnet sig til nogle helt andre følelses- og handlemønstre. Og nu ville hun noget andet. Men det lykkedes bare ikke altid. Så faldt hun i – og gjorde eller sagde noget, som hun bare slet ikke ønskede længere. Åh, hvor kunne hun blive ked af det. Men Hoseas var der! Han blev aldrig vred, men gav hende altid et ømt knus. Han var så tålmodig… og hans kærlighed hjalp hende til at holde ud og tro på, at hun kunne lære det… Det er et forunderligt billede på, hvordan Gud gør med os. Og…

Endelig! Hoseas jublede i sit hjerte, da Gomer – skælvende og usikker (Hos 3,5) – begyndte at åbne sig for ham. Han havde længtes efter dette øjeblik. Han havde elsket hende længe… uden der var kommet noget retur… Så det var simpelt hen fantastisk, at hun nu gav sig hen til ham. Det var jo hende, Gomer, han havde valgt! (Hos 1,2-3) På samme måde har Gud valgt dig. Du er udvalgt til at modtage hans overstrømmende kærlighed. Han elsker dig. Han ved også, at bare fordi du begynder at åbne dig op for ham, så er det hele ikke på plads på en gang. Han ved, at du kommer…

Gomer vidste det. Det gik ikke længere. Hun kunne simpelt hen ikke blive ved på den måde. Tomheden gnavede inde i hende. Smerten over ikke at kunne finde ud af det var ved at kvæle hende. Længslen efter at føle sig elsket voksede i takt med desperationen… “I deres nød vil de opsøge mig” (Hos 5,15). “Skælvende kommer de sidst til Herren og til hans gode gaver” (Hos 3,5). Det skete i Gomer. Hoseas’ kærlighed havde smeltet noget inde i hende. Hun mærkede trangen til at være i hans kærlighed. Til at elske ham tilbage. Men kunne hun finde ud af det? Og hvad med fortiden og hendes  ønske om…

Jeg elsker det, som Gud gør, for at vi skal opleve ham og lære ham at kende. Her siger han det gennem Hoseas til Gomer: “Derfor vil jeg lokke hende, jeg vil føre hende ud i ørkenen og tale til hendes hjerte” (Hos 2,16). Gud gør alt, hvad han kan, for at vi skal opleve, at han er attraktiv! Han lokker os med ømhed og kærlighed, ved at vi er begyndt at mærke, at han har så meget at give os. Igennem hans tålmodighed – han bliver ved med at vise kærlighed. Igennem omsorg og kærlighed… selvom vi afviser… Tænk på Gomer… prostitueret, ødelagt indeni, forvirret over mænds smiger og…

Gomer var forvirret i forhold til, hvor kærligheden kommer fra. Det var svært at finde ud af, om hendes mand, Hoseas, egentlig ville være god ved hende – eller om han havde slette bagtanker. Ville han mon kontrollere hende? Eje hende? Ville hun miste sin frihed? Ville hun komme længere væk fra at finde det, som hun holdt af? Vi kan have det ligesådan med Gud. Vi har ikke rigtig tillid til ham. Vi tør ikke helt overgive os – for vi er bange for at miste noget, som betyder meget for os. Vi forstår ikke, at Guds kærlighed er langt større – og at han vil skabe et endnu…

Gud vidste, at Gomer faktisk ikke en gang orkede at løbe væk mere… men hun kunne ikke finde ud af andet… det var jo det, som hun altid havde gjort… Og Gud gjorde det faktisk besværligere at løbe væk… “Der vil jeg spærre vejen for dig med tjørn; jeg rejser et gærde, så hun ikke kan finde stierne. Hun jager efter sine elskere, men når dem ikke; hun søger dem, men finder dem ikke. Da skal hun sige: Jeg vil vende tilbage til min første mand, dengang gik det mig bedre end nu.” (Hos 2,8-9). Ser du det – Gud leder Gomer til at finde ud af, at hun faktisk…

Gomer orkede ikke mere. Ligesom så mange andre gange hun ikke havde orket. Hun løb væk. Væk fra Hoseas. Væk fra en kærlighed som hun ikke forstod “Jeg vil følge mine elskere…” (Hos 2,7) Så nu var det vel forbi – det med Hoseas og det med Gud… Ja, hvem kunne finde på at gifte sig med en horekvinde i første omgang? Og så fortsætte med at være gift, når hun stak af? Nej – vel! Gud så det. Gud så lige ind i Gomers smertende hjerte. Gud vidste, at Gomer havde brug for kærlighed. At kærlighed var det eneste, som kunne hele alt det smertefulde inde i Gomer og…

Det der med Gud kunne Gomer slet ikke finde ud af. For hende virkede det en blanding af urealistisk og kedeligt. En Gud, som skulle gøre forskel i hendes liv!? Det havde hun da godt nok ikke set meget til. Hvor havde han i givet fald været alle de gange, hvor livet havde været hårdt ved hende, og hun godt kunne have brugt en Gud? “Deres gerninger hindrer dem i at vende om til deres Gud, for der er en horeånd i deres indre, og Herren kender de ikke” (Hos 5,4). Gomer kendte ikke Gud. Så selvfølgelig vidste hun ikke, at han ville finde hende. Hun vidste ikke, hvad det…

Gomer var vant til at blive svigtet. Det havde været sådan hele hendes liv. Hendes forældre havde ikke været der for hende. Mænd havde bestandig lovet et – og gjort noget andet. Mennesker, som hun troede, var venligt stemt overfor hende, havde i virkeligheden foragtet hende. Gomer stolede kun på en – sig selv. Hun måtte selv klare ærterne. “Du satte din lid til din færd og til dine mange krigere” (Hos 10,13). Når vi bliver svigtet af mennesker, så passer vi mere på os selv. Vi kæmper for vores egen lykke. Vi holder (krampagtigt?) fast i det, vi har. Det kan være svært at stole på Gud… for vi…