Jeg kan godt lide dette vers: “Gode råd i mandens hjerte er dybt vand,den forstandige øser deraf.”(Ord 20,5) – og jeg har prøvet det! Det er skønt med gode venner, som man kan reflektere sammen med. Det er skønt at blive klogere af at lytte til andres erfaringer og oplevelser. Jeg glæder mig også over, at Gud har skabt os sådan. Ja, at der er ting, der ikke bare ligger på overfladen, men som folder sig ud, når vi bruger tid på det. Der sker noget, når vi taler sammen. Når vi giver hinanden tid og fordyber os. Når vi lytter. Giv noget af din tid til en anden… Giv…

Det er et skønt rødt garn lige nu. Jeg nyder, at kigge på farven, det lette “look” og at mærke den bløde fylde i mine hænder. Hænderne kan nærmest af sig selv. Det er som om, at det øger min koncentration at strikke. Og roen. Ja, det giver en egen ro at sidde der og nørkle. Det vokser. Det skal blive til en bluse. Glæden over “at skabe” noget fylder mig. Det er dejligt at føle, at jeg er kreativ. Og ih, hvor har jeg mange gange tænkt på Gud. Gud, den mest kreative af alle. Gud, som giver os at være kreative og glæden over at mærke det, det…

Døden skulle ikke have været. Døden er en fjende. Alligevel er Gud her, når et menneske dør… Livet begyndte på denne måde: “Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2,7). Og livet slutter på denne måde: “Og livsånden vender tilbage til Gud, som gav den” (Præd 12,7). Gud er herre over livet… og dermed også over døden. Så ingen død går forbi Gud. Man kan på en måde sige, at ingen dør “tilfældigt”… for Gud er der og ved det… Livsånden, som Gud gav, er Gud herre over… Ja, måske er det lidt filosofisk… og helt…

Bænken stod lige ved kanten af søen. Under nogle lette grene. Sollyset legede i bladene. Der var mange slags grøn. Jeg satte mig på bænken. Mærkede solen på noget af min hud. Nød den forfriskende skygge. Lysflimmer og insekter omgav mig. Svalerne fløj lavt og fangede insekterne lige over vandets overflade. Min mand havde kamera med. Jeg havde min mobiltelefon. Jeg sad. Det er særligt at sidde. At være. I Guds egen have. På hans klode. Ved hans sø. Med hans svaler flyvende over den. Og der sad jeg – hans elskede datter – og hans sol varmede mig. … ikke kun udenpå – men helt ind i hjertet. Jeg…

Noget af det rigtig store ved at gå i skoven og kigge på dyrene er, at jeg bare er. Vi kommer oftest derud tidligt om morgenen eller sidst på eftermiddagen. På det sidste har det været ved “vores” havørnerede. Den er placeret 25-30 meter oppe i et grantræ lige ved en eng. Vi kan sætte os ved et skovbryn nogle hundrede meter derfra. Eller vi kan sætte os under bøgetræerne. Eller på kanten af et bryn imellem to enge. Og et par muligheder til. Selvom vi skifter lidt, så sidder vi virkelig længe et sted. Vi slår os ned på vores små trebenene trekking-stole. Og der sidder vi så. Og…

Der er så meget at undre sig over… Sofar, Jobs ven, har lige sat ord på sin egen logik: Den, der er Guds barn har det godt – men den ugudelige går det dårligt. Underforstået – Job – du har problem med en eller anden synd i dit liv. Det er derfor, det går dig skidt. Erkend det dog! Men Job udtrykker sin livs-undren:“Jeg fyldes med rædsel,når jeg tænker på det,frygten griber min krop.Hvorfor får ugudelige lov at leve,selv når de bliver gamle, er de stærke og sunde.Deres børn lever trygt hos dem,deres afkom trives for deres øjne;deres familier har fred for rædsel,de rammes ikke af Guds stok.Når deres tyre…

Jeg gik derfra med en utilpas følelse. At jeg ikke var blevet lyttet til, at jeg var blevet dømt og irettesat. Alt sammen med et smil. Det gjorde det værre. Vreden boblede op inden i mig. Og den dårlige samvittighed. Jeg skulle jo elske! Men kunne ikke… Hvordan bringer man sådan en situation frem for Herren i bøn? Åh, alt for ofte har jeg forsøgt at løse det selv. Jeg forsøgt at være “god” og opføre mig pænt… Jeg har negligeret den andens handling og tænkt, at det bare var mig, som var sensitiv… Bedt i pæne vendinger: Vær med hende, tilgiv mig at jeg reagerede så negativt… Men var…

“Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen” (Matt 4,1). Ørkenen. Alene. Du er alene der i ørkenen. Der er stilhed. Ingen mennesker at spørge. Du må bare møde dig selv. Det er, når vi er helt alene i vores inderste, at vi må tage vores sværeste beslutninger. Dem, som ingen andre kan tage for os. Det er vores inderste, som møder de sværeste fristelser. Der, hvor det er mig alene, som møder mit valg og mit ansvar. Der, hvor min frie vilje må stå på mål for den, jeg er. Djævelen ved det… Når vi søger at være alene for at reflektere og…

Nej, faktisk kan du ikke engang give dine talenter og evner til Gud… for det er jo hans allerede… det er jo ham, som har givet dig dine evner og talenter… Så i virkeligheden er det dig selv, du må give til Gud. Dig selv forstået på den måde, at du må give Gud retten til dig. Overgivelse så han har hele dig. Som Paulus skriver det: “Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og helligt offer, der er Gud til behag – det skal være jeres åndelige gudstjeneste” (Rom 12,1). Det vil sige, at vi giver ham alt i os……