At være elsket

Han kender dig, personligt

De fleste af de mennesker, som Jesus helbredte, møder vi som: En blind, den lamme, den krumbøjede, den besatte eller officerens søn. Så er der nogle andre, som beskrives lidt tættere på, fx Peters svigermor eller Jairus’ datter. Der er få, som er beskrevet ved navn.

Hvorfor mon? Måske fordi det er historien om Jesus, som er den centrale.

Men historien om Bartimæus er en undtagelse. Han var en blind tigger. Han blev ikke bare ført, passivt, til Jesus af en anden. Nej, han råbte af sine lungers fulde kraft.

Han råbte ordene: “Davids søn, Jesus, forbarm dig over mig!” (Mark 10,47).

Han kaldte på ham som Davids søn – som Messias, den lovede frelser. Han kaldte på ham som frelser i sit liv. Han råbte efter hans barmhjertighed, hans omsorg, hans nåde, hans kærlighed.

Bartimæus længtes efter Jesus – og Jesus mødte hans længsel.

“Og Jesus stod stille og sagde: ‘Kald på ham!’ “ (vers 49)

Da de stor der, tæt på hinanden, sagde Jesus til Bartimæus: “Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” (vers 51).

Hvad vil du, at Jesus skal gøre for dig? Hvad længes du efter, at han rører ved i dit liv? Længes du efter hans barmhjertighed? Længes du efter at være tæt på?

Jesus kender også dig ved navn. Han elsker dig uendelig højt. Han bliver glad, når du kalder på ham. Og hans svar til dig er, at du må komme tættere på ham.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *