At blive brugt af ham

Mad i rette tid

Hvem kan leve uden mad? Ingen.

Og hvad er mere grundlæggende end at give mad til dem, som har brug for mad?

Jesus kommer igen. Og vi kan være optagede af, hvad vi så skal bruge tiden på, indtil han kommer igen. Og måske særligt i den allersidste tid af verdens historie – hvis der lige pludselig næsten ikke er nogen tid igen – hvad er det så vigtigt, at vi bruger den tid på?

Mad. At dele den mad, som Gud har givet os.

Jesus sagde: “Hvem er da den tro og kloge forvalter, som af sin herre bliver sat til at give hans tjenestefolk mad i rette tid? Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer!” (Luk 12,42-43).

Så inden Jesus kommer igen, vil de troende være optagede af flere ting. Dels indtager de selv den mad, som Gud giver dem. Jesus sagde, at “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4,4). Og om sig selv sagde han: “Jeg er livets brød” (Joh 6,6).

Og dels er de optagede af andre mennesker, hvordan de kan møde deres behov med Jesu kærlighed. Med historien om ham. Evangeliet. De gode nyheder. Levet i vores liv. Fortalt, så de mætter andre hjerter.

Mad i rette tid… det har vi altid brug for… uanset om vi er tæt på Jesu genkomst, eller om der stadig er længere tid til… Så gør vi det nu – så vil vi også gøre det lige inden Jesus kommer igen…

Vi ved ikke, hvilken time han kommer: “Menneskesønnen kommer i den time, I ikke venter det” (Luk 12,40)… Men vi ved, hvad vi skal gøre… “give hans tjenestefolk mad i rette tid” (vers 42)…

Tag imod ham og hans ord… og del det… Nu – og altid – lige til Jesus kommer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *