At blive brugt af ham

Side om side

Når man så læser Nehemias’ Bog kapitel 3, så begynder det med en hel masse navne. Det er alle dem, som arbejdede på genopbygningen af muren omkring Jerusalem.

“Ved siden af byggede mænd fra Jeriko og ved siden af dem Zakkur, Imris søn. Fiskeporten byggede Sena’as efterkommere… osv.” (Neh 3,2).

Nu, hvor jeg næsten sad med dronning Margrethes ord om vores fælles ansvar i forhold til corona i mit hoved endnu – så foldede betydningen af Bibelens beretning sig ud helt ind i min nutid. Alle individer var vigtige den gang – hvert eneste navn vidner om det. De måtte arbejde side om side for at byggeriet skulle lykkes.

Den samme tilgang lægger Danmark an i kampen mod corona: Vi må alle kæmpe for at bryde smittekæden. Hvert eneste individ er vigtigt – hvis vi ikke står sammen side om side – så lykkes det ikke.

Men øv… “ved siden af dem arbejdede folkene fra Tekoa; men de fornemme derfra ville ikke bøje nakken under arbejdet for deres herrer” (vers 5). Øv. Hvorfor er der nogen, som har mere – mere indsigt, sundhed, styrke, rigdom – mere et-eller-andet i egen opfattelse – som får dem til at føle sig berettigede i at træde ud af den fælles kamp? Jeg fornemmer, at der beskrives en vis arrogance i teksten…

Til gengæld var det skønt at læse: “ved siden af ham arbejdede Shallum, Hallokeshs søn, sammen med sine døtre” (vers 12). På en tid hvor kvinder ikke altid blev regnet for så meget – så var de med her. Alle var med. Der var brug for alle. Side om side.

Det er vidunderligt at arbejde side om side. Der er en styrke i selve fællesskabet. Det er skønt, at lykkes sammen – med bevidstheden om, at dette kunne jeg ikke gøre alene – at mærke, at der er brug for alle. Der er brug for mig! Det er en stor glæde at tjene Gud sammen og at bringe hans tjeneste ud i samfundet, som vi er en del af.

Lad os stå sammen! Side om side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *