At være sammen med ham

Glæde og jubel

Hvem kunne ikke tænke sig altid at være glad? Ja, jeg elsker, når jublen bobler op indeni mig – og vil ud i al sin fryd.

Og så må jeg bare sige: Der er noget ved Gud! Der er noget ved ham, som bringer mig derhen… til en glæde som er stærkere end alt andet.

Kong David udtrykker lige det. Fx i Salme 16.

Han siger: “Derfor glæder mit hjerte sig, og min sjæl jubler” (vers 9).

Derfor… og jeg kigger efter hvorfor, han siger derfor – og det handler om Gud!

“Du er min herre, ingen anden er min lykke” (vers 2).
“Herre, du min tilmålte del og mit bæger, du sikrer min lod” (vers 5)
“Jeg vil prise Herren, som råder mig, ja, om natten får jeg vejledning i mit indre” (vers 7)
“Jeg har altid Herren for øje, han er ved min højre side, og jeg vakler ikke” (vers 8).

Derfor! Gud er centeret i Davids liv – og han ved af erfaring: Gud svigter ikke! Gud sørger for et sted til David. Gud vejleder ham. Og uanset hvad David oplever – så er Gud der – lige sammen med ham – og David vakler ikke! Sammen med Gud magter han livet. Og David havde et liv med ikke så lidt modgang…

Mennesker svigtede – men ikke Gud… Om Gud opsummerer han:

“Du lærer mig livets vej,
du mætter mig med glæde for dit ansigt,
du har altid herlige ting i din højre hånd” (ver 11).

Mæt af glæde. Fuld af jubel. En Gud, der lærer mig det vigtigste i livet. Et liv med liv i livet! Med herlige overraskelser på min vej, som han giver mig.

Det er et liv med jubel. Selvom der menneskeligt godt kan være modgang – som også David mødte – så leverer Gud på en anden klinge. Hele tiden. Og det fylder med en glæde, som ingen eller intet kan stjæle…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *