Gud, jeg vil ikke!
Så er vi nået til kernen i, hvad Moses har i sit hjerte. “Undskyld mig Herre, send dog en anden!” (2 Mos 4,13)
Det er den femte og sidste indvending, som Moses har mod Guds kald. Ingen af de fire foregående undskyldninger var lykkedes (læs de tidligere indlæg)… Gud havde haft løsninger på alle Moses’ forbehold. Så nu er vi nået til den inderste sandhed… Moses har ikke lyst…
Gud, helt ærlig, jeg har boet her i 40 år nu… Jeg har familie. Jeg har vænnet mig til det rolige, forudsigelige liv. Jeg nyder min kone og børn og nærheden med storfamilien. Gud, jeg nyder alle mine fortrolige stunder med dig i naturens stilhed… Og Egypten, israelitterne… jeg forsøgte… det gik ikke – og jeg har helt ærlig ikke lyst til at vende tilbage… til en fuser… Jeg tør ikke…
Uanset hvilke tanker, der lå bag Moses’ modvilje, så tager Gud ikke imod afvisningen: “Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: ‘Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej for at møde dig… Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene.’ “ (vers 14.17).
Sådan! Gud sagde stop! Gud sendte ham en, han kunne finde styrke sammen med, så han ikke skulle være alene om opgaven. Og Gud gav ham staven i hånden: Nu går du, Moses!
Gud så også det inde bagved… Sådan handler Gud også med os… ikke bare det, vi ser på overfladen – men også det inde bagved. Nu vidste han, at Moses var klar til at gå – og når han skubber os ind i noget – så er det også fordi, han ved, at vi er klar… selv når vi ikke føler det…
Se også Kald eller fald (Spoken Word) – om kaldet til Moses – hans fald – og hvordan Gud forunderligt leder ham! Om at den samme Gud rejser og kalder dig!
