Om natten

Det er om natten, at det sker.

Mørket favner en om natten. Mørket man ikke kan gennemskue. Problemerne vokser sig store. Hvileløshedens uklarhed tager til. Panikken truer. Man ser ingen vej i mørket.

Gud kender de hvileløse nætter.

“For Herren glæder sig over sit folk” (Sl 149,4)
Også når du er hvileløs og problemerne tårner sig op. Når du føler dig utilstrækkelig, og også når du høster konsekvenserne af egne dumme handlinger…

“og smykker de ydmyge med frelse.” (vers 4)
Gud tager fat i dig! Han giver dig det, du ikke har selv. Kom til ham i din sande ydmyghed: Gud – jeg kan ikke selv. Hjælp mig! Og Gud vil smykke dig med sin frelse!

“De fromme fryder sig i herlighed,” (vers 5)
Nu begynder fryden at erstatte magtesløsheden. Virkelig! For Gud har magt. Du ser, hvad Gud kan – og du fryder dig over ham! Over det, som han vil gøre i dit liv – og du kan slappe af…

“på deres leje bryder de ud i jubel.” (vers 5)
Der, i den hvileløse nat, så erstattes din panik med jubel! For Gud er der! Gud tager sig af dig! Gud har alle dine problemer og udfordringer i sine hænder. Han er stor nok til at rumme dig og dit. Og han vil føre dig igennem.

Du, Guds elskede, se op! Gud er her – helt tæt på dig!

“For Herren glæder sig over sit folk
og smykker de ydmyge med frelse.
De fromme fryder sig i herlighed,
på deres leje bryder de ud i jubel.”

Skriv et svar