At modtage

Guds nåde over dig

Om Jesus står der: “Og drengen voksede op, blev stærk og fyldt med visdom, og Guds nåde var over ham” (Luk 2,30).

Det er det, jeg ønsker for både mig selv og for dig for året, der kommer: At Guds nåde er over dig!

Guds nåde var over Jesus… ikke fordi han havde syndet… men fordi Guds nåde og nærhed hænger sammen. Fordi ingen kan alt – og alle mennesker har brug for Guds nåde. Ingen mennesker kan i sig selv – og Guds nåde er det, som gør den virkelige forskel.

Jeg ønsker også for dig og mig, at vi må vokse i året der kommer. Vokse i Herren, først og fremmest. Udvikle os som mennesker sammen med ham.

At vi – på grund af Guds nåde må være stærke! “Min nåde er dig nok,” sagde Gud til Paulus, “for min magt udøves i magtesløshed” og Paulus mærkede og erkendte den virkelighed: “For når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12,9.10).

Du kan møde det nye år omgivet af Guds nåde… det er ikke i din egen styrke, at du skal møde alle det nye års udfordringer. Du kan være magtesløs. Og alligevel stærk. Ikke på grund af dig – men på grund af ham – i hans nåde – med hans styrke – med hans indsigt.

Sådan voksede Jesus. Sådan levede Jesus. Tænk, han har også oplevet magtesløsheden i selv – og styrken i Guds nåde! Hans indsigt kom fra Gud!

Må Guds nåde være over dig! I dag. Hver dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *