At være elsket

Gud x10

Det kan ellers nok være, at David oplevede modgang i sit liv. Ikke regnet for noget derhjemme, svigtet af sin nærmeste rådgiver, foragtet af sin kone, forfulgt af sin Herre, hans bedste ven døde, bedraget af sin søn…

Og så kommer han alligevel igennem sit liv! Ja, og ikke sådan slæbende – men med glæde og lovsang!

David er så direkte. Vi kommer med derind, hvor han græder og udøser sit inderste for Herren. Og vi er med ham på tinderne i hans jublende glæde. David levede et liv – lige som os – med livets op- og nedture… Selvom jeg bliver ydmyg over omfanget af hans udfordringer…

I 2 Samuelsbog kapitel 22 finder vi en af hans lovsange. Og begyndelsen på den er hans uforbeholdne, skønne jubel til Herren. Det er som om, han flyder over… han bliver ved med at finde nye udtryk for hans skønne Gud:

  • Herren er min klippe
  • min borg
  • min befrier
  • min Gud
  • mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt
  • mit skjold
  • min frelses horn
  • min fæstning
  • min tilflugt
  • min frelser, som redder mig fra vold.

Gud x10! Ordene ligner på en måde hinanden – for de udtrykker alle på en eller anden måde det samme: Gud gjorde det for David! Gud gjorde det, som David ikke havde mulighed for selv. Igen og igen oplevede David Gud som sin redning. Som det var allermørkest – så var Guds lys der. Når han var allerlængst nede – så greb Guds nærhed ham igen.

Davids vidnesbyrd: Sådan er Gud!

Og ja – tag det helt ind i dit hjerte – sådan er Gud også for dig og mig! Skøn og overvældende! Alt hvad vi har brug for i livets sving, bakker og dale. Han elsker dig! Stå på ham, som klippen og fundamentet i dit liv! Så vil du aldrig vakle – uanset hvordan det ser ud…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *