Han døde…

Når jeg er blue… så er der en ting, som virker bedre end alt andet: Det er at koncentrere mig om “mit kald”! Altså, at Gud har en plan for mit liv, at jeg har gang i ting sammen med ham, at jeg vokser sammen med ham, at der er mening, at jeg kan tjene andre. Det tager mit sind væk fra min egen selv-tristhed… og så forsvinder den – og jeg er fyldt af ham.

Og så læser jeg om Johannes Døberen. Hold op, han sad i fængsel (Matt 11,1) – og han havde for længst erkendt, at Jesus skulle blive større og han selv mindre (Joh 3,30). Men nu sad han altså der – og kunne nærmest ikke gøre noget med sit kald… der i øvrigt bare så ud til at blive mindre…

Så han sender bud til Jesus: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” (Matt 11,2). Han var virkelig langt nede. Det, han havde forkyndt. Jesus, som han havde kaldt Guds lam. Nu greb tvivlen ham – mit i hans livs fængsel…

Åh… og kort efter døde han. Han døde! Jesus reddede ham ikke! Sikke en plan! Sikke en afslutning!

Nå? Ja, der var i al fald noget, som helt tydeligt ikke var Guds vilje. Herodias var en djævelsk inspireret morder, som havde bedt om Johannes Døbers hoved på et fad (Matt 14,8). Djævelens plan – ikke Guds. Vi må ikke blande tingene…

Men – Jesus stoppede det altså ikke? Nej… Ligesom han ikke stopper al ondskab, sygdom og lidelse… endnu…

Nå? … Nogle gange er det ikke nok at leve i Guds plan… vi må også være klar til at dø i Guds plan. Og nu mener jeg den store af planerne! Den overordnede plan, hvor Gud altså tillader andre viljer end sin egen…

Derfor døde han selv! … For at en gang… så er der ikke lidelse mere – heller ikke død… Men indtil da så bringer “mit kald” mig måske ikke kun igennem aktivitet og tjeneste… men for nogen af os går kaldet også igennem sygdom, smerte og død… Et sted, hvor vi måske endda for et øjeblik mister grebet… Men husk! Gud mister aldrig grebet! Går dit kald igennem dødskyggens dal… så fører Gud dig også frelst igennem den!

 

Skriv et svar