Valget stopper aldrig…

Det var en festdag. En festdage blandt festdage. Salomo havde gjort det. Templet, som David havde samlet ind til, var nu blevet bygget.

Salomo var henrykt: “Lovet være Herren, Israels Gud, som nu har opfyldt, hvad han lovede”“Herren har holdt det løfte, han gav: Jeg har efterfulgt min far David, jeg sidder på Israels trone, som Herren lovede, og jeg har bygget huset for Herrens, Israels Guds, navn” (2 Krøn 6,4.10).

En meget stor forsamling af mennesker var med til festen. Og “ild faldt ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet” (2 Krøn 7,1).

Men “der er intet menneske, som ikke synder” (2 Krøn 6,36), og Salomo bad Herren om, at han måtte tilgive folket, når de vendte tilbage til ham… Og Gud viste, at han havde hørt deres bøn, både ved brændofferet…

… og så “viste Herren sig for Salomo om natten og sagde til ham: ‘Jeg har hørt din bøn…’ “ (Krøn 7,12). Ja, han ville tilgive! Og han giver Salomo løftet: “Hvis du vandrer for mit ansigt…” (vers 17) så vil Gud være med ham og lade hans kongetrone bestå! Men han siger også: “Men hvis I vender jer fra mig… så vil jeg rykke jer op af min jord…” (vers 19).

Det er valget. Vil vi vandre med Gud, eller vil vi vende os fra Gud? Gud vil tilgive – men hvordan kan han tilgive, hvis vi ikke kommer? Gud vil velsigne – men kun til en grænse, for hvad hvis det hindrer os i at finde ham…?

At være Guds – det bliver aldrig automatik… Selv på en festdag taler Gud om valget: I må blive ved at vælge mig! … Og det er sådan, det er: Hver dag må vi vælge Gud! … Med lovpris og sang – jeg vælger DIG i dag! Du, som holder dine løfter!

Skriv et svar