“Jeg så: Se, Lammet stod på Zions bjerg, og hos det stod ét hundrede og fireogfyrre tusind, som havde dets navn og dets faders navn skrevet på deres pande.” (Åb 14,1) De er Guds! Lammets frelste, som han har “købt fri af jorden” (vers 3). Og hvem er de så? “Det er dem, der ikke har sølet sig til med kvinder, men er jomfruelige. De følger Lammet, hvor det går. De er købt fri fra menneskene som en førstegrøde for Gud og Lammet, og der fandtes ikke løgn i deres mund; de er uden fejl” (vers 4-5). Den tekst er fuld af billeder. Soldater havde ikke omgang med kvinder, før…

Hvem har ikke set en stolt gåsemor komme med sine gæslinger vraltende efter sig? Eller løveunger som viser respekt for løvemor, der også sætter dem på plads, når der er brug for det? Men hvor har du set et lam være det, som leder og vogter andre? Nej, vel. Det er anderledes. Men det findes: “Lammet midt for tronen skal vogte dem og lede dem til livets kildevæld” (Åb 7,17). Ja, dette er anderledes! Lammet leder dem, som har givet ham lov til at lede. Lammet leder dem, som har set, at Guds kærlighed er så stor, som har mærket, at Gud elsker dem så højt – at de ikke for nogen…

Johannes Døberen var en stærk forkynder. Så stærk, at nogen begyndte at tænke på, om han mon var Kristus? Men Johannes vidste, at der var en på vej, som var endnu større end ham – den ventede Messias. (Joh 1,19-28). Tænk på den dag, hvor han så Jesus. Tænk den dag, hvor Gud fortalte ham i hjertet: Det er ham! Johannes fortæller: “Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber…

Jesus – han gjorde det – for dig! Guds lam – tager sig af omflakkende får (Es 53,6). Guds lam “blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund” (vers 7). Han gik igennem det – fordi han elsker dig! Han var “som et lam, der føres til slagtning” – uden dom, som om han var forbryder – selvom han intet forkert havde gjort (vers 8-9). Guds lam – bar dine sygdomme og dine lidelser – og han blev knust for dine synder. I stedet får du fred og helbredelse (vers 4-5)! Fordi han elsker dig! Guds lam – der kom med hele himmelens kærlighed til dig – levede…

Lammet – allerede på døren af huset. Det første man ser: Lammets kærlighed! (2 Mos 12) Lammets blod – givet, fordi Gud elsker dig – på dørens stolper og overligger. Her bor en, som er elsket af Gud. Her bor en, som Gud passer på. Her bor en, som Gud vogter som sin øjesten. Mit liv – markeret af Lammets blod: Gud elsker mig så højt – at han gav sig selv for mig. For at frelse mig. For at vi kan være sammen i al evighed. Lammets blod betyder, at jeg skal leve – ikke dø. Det betyder, at dødsenglen – som peger på alle mine synder, som jeg…

“Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng” (1 Mos 22,8). I stedet for. Det blev en vædder, som blev ofret som brændoffer i stedet for Isak (vers 13). Abraham havde været god til at gøre og foreslå noget – i stedet for. Kunne Gud ikke velsigne hans tjener Eliezer – i stedet for at Abraham skulle vente på Guds baby (1 Mos 15,2). Kunne Gud ikke velsigne Ismael – i stedet for at give ham en anden søn (1 Mos 17,18). Men nej. Gud kunne ikke bruge Abrahams plan – i stedet for sin egen plan. Abraham – vil du mig? Vil du min plan? Eller vil du bare…

Guds lam lå og forblødte ved siden af ham – og han var optaget af sine grønsager. Gud rakte sine arme ud for at favne ham i kærlighed – men han kiggede den anden vej. Gud elskede ham – men han blev vred. Gud talte til ham – men han gik væk. Han slog sin bror ihjel – men Gud passede på Kain. Kain ville ikke frelses af Guds lam. Kain ville selv. Kain ville ikke elskes. Kain ville beundres. Kain ville ikke erkende. Kain ville have sin vilje. Men Guds lam blødte for Kain – ligesom Guds hjerte blødte for Kain. “Se, dét er Guds lam, som bærer verdens…

Han var der med det samme! Guds lam, som frelser verden fra al synd – han var der med det samme, da det skete. Da Adam og Eva var nøgne i deres skam. Da de klædte sig i figenblade for at dække det indre udenpå. Da de gemte sig for kærligheden. Da frygten fyldte mere end glæden. Da selvforsvar fordrev ærligheden. Da ansvarlighed blev til ynkelighed. Da fælleskabet døde i egoismen. Da de begyndte at fryse… Da kom Gud. Gud fandt dem. Gud talte til dem. Gud lyttede til dem. Og Gud slagtede et dyr, pelsede det og lavede skindtøj til Adam og Eva. Gud klædte dem på. Gud dækkede…