At modtage

Hey baby…

Luk munden op, så skal jeg fylde den” (Sl 81,11). Det er Gud, som siger det. Jeg tænker lige på en baby, som lukker munden op – og så mader faren sit barn… Sådan! Gud skal nok fylde dig!

Kom til ham – åbn hans ord – og så vil han give dig noget. Men sagen er, at ingen af os er mætte ret længe ad gangen… Så – vi kan føle os fuldstændig slunkne og udhungrede… og kan Gud mon nu give os noget…

Se her: “Arbejderens sult arbejder for ham, hans mund tvinger ham til det” (Ordsp 16,26). Din sult driver dig til Gud! Du må hen til ham og åbne munden – for du trænger…

Og han har lovet: “Min sjæl mættes som af fede retter” (Sl 63,6) – det er da noget, som vi kan forstå i denne juletid… men med den forskel, at du aldrig overmættes hos Gud – du fyldes blot til overflod, så du deler med andre, og så du priser Gud fra dit inderste: “Min sjæl mættes som af fede retter, og min mund lovpriser dig med jublende læber” (vers 6).

I modsætning til julen – så koster Guds mad dig ingenting! “Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis!” (Es 55,1). Kom bare til Gud – til hans ord – hver dag. Selvom du ikke har nogen talenter (pengene) til at finde ud af at lukke ordet op, så det nærer dig… bare kom – med din åbne mund, alle dine behov  – og Gud vil fylde dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *