At være sammen med ham

Den gode hyrde

“Som hyrden vogter han sin hjord, han samler dem med sin arm; han løfter lammene op i sin favn, han leder moderfårene.” Es 40,11

Jesus sagde om sig selv: “Jeg er den gode hyrde.” (Joh 10,11). Det er mig, som er fåret.

Jeg har brug for, at han passer på mig. At han leder mig til fællesskab med andre troende. Det føles så godt, når han løfter mig op i min træthed, i min umodenhed, i min usikkerhed, når jeg er ked af det, når jeg ikke kan mere, når livet virker for voldsomt…

Når jeg er et moderfår, som leder andre, har jeg stadig brug for, at Jesus leder mig. Hvad skal jeg sige eller gøre? Hvordan skal jeg guide en anden? Jesus vil lede mig!

Løftet, om at Jesus ville være den gode hyrde, blev givet, før han kom. Løftet er vores. Jesus kommer til os som den omsorgsfulde, kærlige hyrde. Han er blid overfor os. Han vil gøre alt for at lede og passe på os. Han er altid opmærksom på, hvordan vi har det. Han elsker os og rækker ud for at hjælpe os i alle livets situationer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *